For Louise Bundgaard er en tur i skoven langt fra altid bare en afslappende ridetur. Skoven giver masser af muligheder for at træne både hest og rytter, men det kræver ikke nødvendigvis, at man rider ud med et fast program. Tværtimod begynder Louise med at mærke efter, hvordan både hun selv og hesten har det den pågældende dag.
"Det er vigtigt, at du mærker din hest efter på selve dagen, inden du planlægger, hvad du skal i skoven. Du skal også mærke dig selv efter, for hvad I hver især har af overskud har betydning for, om I måske bare skal skridte eller træne mere seriøst", fortæller hun.
Nogle dage kan der være brug for at arbejde med styrke eller kvikhed, mens andre dage måske kalder på overgange og en lang, lav form, og så er der de dage, hvor man som rytter måske selv har brug for at trække vejret dybt og bare nyde skoven. At gøre det påvirker også hesten og samarbejdet positivt.
Brug bakkerne til styrketræning
Hvis skoven byder på en bakke, kan den være et effektivt træningsredskab. Louise bruger blandt andet bakkerne til at træne hestens styrke bagtil og dens evne til at sætte kraftfuldt af. Det er ikke nødvendigvis noget, der skal indgå i hver eneste skovtur, da det er krævende for hesten, men det kan bygge meget styrke.
"Nogle gange kan jeg tage tre ture, og andre gange kan jeg tage 5-6 ture op ad bakken, hvor de virkelig skal trække igennem. De skal sætte af, sætte af og sætte af, og når man kan mærke, de begynder at blive trætte, så er det den sidste tur, de får".
På den måde bliver bakkerne en mulighed for at træne nogle af de egenskaber, som er vigtige i bl.a. dressur, springning og military.
"Vi vil rigtig gerne have, at de er aktive og skubber af bagtil, og det kan de ikke være, hvis de er for svage", siger Louise.
Efter styrkearbejdet kan hun bruge turen hjem til at arbejde mere målrettet med dressuren.
Tag dressuren med i skoven
Selvom skovens stier ikke indbyder til de samme øvelser som en ridebane, er der stadig masser af muligheder for at arbejde med hestens smidighed og reaktion på hjælperne.
Efter en tur på bakken kan Louise eksempelvis ride traversader på vej hjem. Hun begynder i skridt, så hun kan mærke, at hesten former sig korrekt under hende, og at hun selv giver de rigtige signaler, inden hun tager øvelsen i trav. Schenkelvigninger kan også bruges på skovstien.
"Jeg kan også finde på at lave schenkelvigninger, både hvor de er dejlig bløde, men også skarpe. Jeg skifter frem og tilbage for at sørge for, at skuldrene er med mig".
Netop hestens skuldre er noget, Louise har stor fokus på, når hun rider i skoven. Hun bruger de lige stræk til at arbejde med hestens retning og kropskontrol og til at mærke forskellen på en hest, der faktisk er lige, og en hest, der bare bevæger sig fremad.
Overgange kan fylde en hel skovtur
En anden ting, der ikke kræver en ridebane, er overgange. Louise bruger dem blandt andet til at få hesten til at reagere hurtigt på hendes hjælp, samtidig med at den bliver ved med at arbejde korrekt over ryggen.
Med Møgelvangs Harkon e. Goldfinger V.D.T./UNO Don Diablo (opdr. Jan Jensen) har hun mange dage fokus på at ride ham lav i halsen og få ham op i ryggen, samtidig med at han går godt fremad og bevarer aktiviteten bagtil.
Det kan kombineres med overgange som galop-skridt-galop og trav-skridt-trav samt tempovekslinger inden for de enkelte gangarter.
"Det kan sagtens tage en hel skovtur at nå igennem", fortæller hun.
Brug terrænet til at træne kvikhed
Terrænet kan også bruges til at arbejde med hestens reaktionsevne. Med den 194 cm høje DV-vallak Hauge's Foucault e. Blue Hors Fifty Cent/Blue Hors Rosoff (opdr. Judy Uldbæk) bruger Louise eksempelvis bakkerne til at træne kvikheden.
På vej ned ad bakke kan hun bede ham om at komme mere op til hende ved hjælp af blandt andet en halv parade. På vej op ad bakken kan hun omvendt bede ham om at være hurtigere bagtil. Det kan eksempelvis være en øgning op ad bakken, hvor hun samler ham igen, inden de når toppen.
På den måde bliver selve terrænet en del af øvelsen, og Louise behøver ikke en ridebane for at arbejde med hestens reaktion på hendes hjælpere.
Skoven afslører også rytteren
Det er dog ikke kun hesten, der bliver trænet på skovturen. Ifølge Louise kan skoven også være et rigtig godt sted at arbejde med sin egen opstilling.
På en ridebane har rytteren typisk hegn, spejle og et fast spor at navigere efter. I skoven er der ofte bare en lige sti foran én, og det betyder, at man i højere grad selv skal have styr på sin balance og opstilling.
"Det har været en gigantisk hjælp at ride meget i skoven og ligeud, hvor man ikke skal forholde sig til, hvordan man skal ride rundt på banen, men kan have fokus på, hvordan jeg som rytter sidder bedre".
Louise har blandt andet brugt de lige stræk til at arbejde med sit sæde, sine ben og sin håndstilling. Hun har eksempelvis oplevet, at hendes venstre hånd havde en tendens til at blive flad i stedet for at være på højkant. I skoven kunne hun bruge en hel tur på bare at være opmærksom på hånden og på at holde den korrekt.
Det samme gælder hendes egen balance: "Når underlaget er meget mere ujævnt, og det går op og ned, stiller det meget større krav til ens egen balance som rytter, end det gør at ride rundt på en jævn bane".
Du behøver ikke en volte
Skovens lige spor kan også udfordre en rytter, der er vant til at ride meget på ridebane og volter.
"Jeg tror også, vi har en tendens til at ride lidt for meget på volter. I skoven kommer der naturligt meget fokus på ligeudretning, men selvom hesten bevæger sig lige frem ad en sti, er den ikke nødvendigvis lige gennem kroppen", forklarer Louise og tilføjer: "Rytteren skal stadig have fokus på, hvor hestens skuldre er, om den arbejder lige gennem ryggen, og om hjælperne bliver forstået korrekt".
Det kan samtidig være en god måde at blive mindre afhængig af ridebanens hjælpemidler: – Ja, vi har brug for spejle. Ja, vi har brug for en bane til øvelser, men det bliver også lidt en sutteklud, når man rider rigtig meget rundt med det.
Ifølge Louise kan man derfor sagtens bruge nogle skovture på at arbejde med sin egen opstilling og måske ikke så meget andet: "Jeg tænker ikke, hesten har glemt, hvordan den laver en schenkelvigning eller traversade. Den bliver givetvis bare endnu bedre af, at dit balancepunkt er forbedret".
Netop det kan være en fordel, når man igen kommer ind på en dressurbane. Her er der ikke et spejl til at fortælle rytteren, hvordan vedkommende sidder, og derfor er det en fordel at kunne mærke sit eget balancepunkt uden hjælp udefra.
Husk at kigge op
En anden fordel ved skoven er, at rytteren bliver nødt til at orientere sig fremad. På en ridebane kan man let komme til at fokusere meget på hestens form, egne hænder eller den næste øvelse. I skoven er man nødt til at holde øje med, hvad der sker længere fremme på stien. Måske kommer der et rådyr, et hul i vejen eller en gren, og så skal rytteren være klar til at reagere. Det betyder også, at man naturligt bliver mindet om at løfte blikket, rette sig op og ride den retning, man faktisk vil.
"På den måde bliver man også mere rank", uddyber Louise.
Mærk efter – også på dig selv
Selvom Louise har mange forskellige måder at bruge skoven på, er det ikke meningen, at hver skovtur skal være en træningssession. Nogle dage har hun et konkret mål. Andre dage har hun mest brug for at komme ud.
På en tur med Harkon kunne hun eksempelvis mærke, at hun havde brug for at trække vejret dybt og bare være i skoven. Han var hverken tændt eller øm, men den dag havde hun selv brug for ikke at skulle arbejde med en bestemt øvelse. Derfor red hun med lange, løse tøjler og brugte i stedet turen på at fokusere på sin egen vejrtrækning.
For Louise er det netop en del af pointen: Skovtræning behøver ikke se ens ud fra dag til dag. Hun kan have en hest, der har brug for at få arbejdet noget energi ud af kroppen den ene dag, og vælge en helt anden type træning dagen efter. En anden dag kan hele turen foregå i skridt. Generelt rider Louise ikke mere end 3-5 gange om ugen.
Skoven kan gøre dressuren lettere
Det forskellige underlag og terræn gør ikke kun skovridningen varieret. Det kan også give noget med tilbage til ridebanen.
"Når du kommer tilbage på en dressurbane efter at have redet konsekvent i skoven, så er det meget lettere at følge med din hest. Du kan meget bedre hjælpe den i de svære øvelser, og de svære øvelser er lige pludselig ikke så svære, fordi du selv er i langt bedre balance".
For Louise handler skovridning derfor ikke om at vælge mellem skoven og ridebanen. De to ting kan noget forskelligt – og netop kombinationen kan være værdifuld for både hest og rytter. Man må heller ikke glemme, hvor sundt det faktisk er for hestenes sener og led at gå på forskelligt underlag.
Læs også Louise har vendt dressurtræningen på hovedet.
