Hvad nu, hvis dressurtræningen ikke behøver at foregå på en ridebane det meste af tiden? Det spørgsmål har Louise Bundgaard ikke bare stillet sig selv. Hun har valgt at gøre noget ved det.
I dag foregår størstedelen af træningen med hendes tre heste i skoven omkring hjemmet på Lyngballegård nær Sabro ved Aarhus. Her er bakker, sving, forskellige underlag og masser af nye indtryk, som hestene skal forholde sig til.
Det betyder dog ikke, at Louise har vendt dressurbanen ryggen. Tværtimod er hun i gang med at etablere en ridebane hjemme på ejendommen. Hun vil gerne kunne træne mere målrettet, få underviser ud og arbejde med de ting, der kræver en bane, men banen skal være et supplement – ikke centrum for hestenes hverdag.
For selvom Louise elsker dressur og starter landsstævner på middelsvært niveau, oplever hun, at skoven har givet hendes heste noget, som den klassiske træning på banen ikke kunne give dem alene.
Jeg havde brug for at gøre tingene anderledes
Louise har redet dressur i mange år og holder meget af sporten, men gennem længere tid voksede følelsen af, at hun måtte kunne gøre tingene på en anden måde. Tidligere havde hun hestene opstaldet på ridecentre, men hun savnede at have dem hjemme og være en større del af alt det, der følger med hestelivet. Da muligheden for at flytte ind på Lyngballegård opstod, blev det derfor et naturligt valg at hente hestene hjem. Samtidig lå skoven lige i baghaven.
Med sine store vallak Hauge’s Foucault e. Blue Hors Fifty Cent/Blue Hors Rosoff (opdr. Judy Uldbæk) gjorde hun sig gode erfaringer med at træne i skoven, da han var unghest. Her oplevede hun, at han tog positivt imod træningen, og at der var ting, hun kunne arbejde med i naturen, som ikke fungerede lige så godt på en bane. Det blev starten på en træningsform, som siden har fået langt større betydning for Louise og hendes heste.
– Jeg har i mange år gået med en følelse af, at man måtte kunne gøre tingene anderledes. Jeg elsker at ride dressur og nyder også at være på banen, men ikke fem dage om ugen, fortæller hun.
En gladere hest
Louise oplever, at den anderledes balance mellem skov og bane har ændret noget helt grundlæggende hos hendes heste. Den 11-årige Møgelvangs Harkon e. Goldfinger V.D.T./UNO Don Diablo (opdr. Jan Jensen) er en fyrig herre, som tidligere kunne være en udfordring at ride. I dag er han den hest, Louise starter landsstævner på, og hun oplever en markant forskel på ham, efter skoven er blevet en fast del af hans træning
– Før i tiden kunne jeg måske have ni lidt svære rideture på Harkon og én god. Nu er det helt omvendt, hvor jeg primært har gode rideture, og han kun en sjælden gang imellem har en dårlig dag.
For Louise handler det ikke om, at hestene skal præstere mindre. Tværtimod. Hun oplever, at de fungerer bedre, når de også får mulighed for at koble af fra den mere målrettede dressurtræning.
I skoven kan Harkon gå med længere tøjler og opleve noget andet end dressur. Han kan bruge kroppen på en anden måde, kigge på omgivelserne og få tankerne et andet sted hen.
– I skoven kan han "gå det ud af kroppen" og har fokus på alt muligt andet end dressur. Alligevel præsterer han bare, når det så gælder.
Det er netop den kombination, Louise er blevet optaget af: At hestene ikke behøver vælge mellem at have det sjovt og at være seriøse dressurheste.
Skoven er ikke en pause fra træningen
For Louise er en tur i skoven heller ikke nødvendigvis det samme som en fridag. Hun oplever, at det varierede terræn stiller små krav til hestene hele tiden. De skal forholde sig til underlaget, terrænet og omgivelserne, mens bakker og stigninger giver mulighed for at bruge kroppen anderledes.
Samtidig oplever hun, at hestene bliver mere modige og afslappede af regelmæssigt at møde nye ting, men måske vigtigst af alt bliver de ved med at have lyst til at være med.
– Når man primært rider på bane, oplever man måske på én ud af fire rideture, at hesten bare "er der". Den er glad og med på det hele. Den følelse, oplever jeg, at jeg har hver gang nu, hvor jeg primært rider i skoven.
Det er en af de erfaringer, der har fået Louise til at holde fast i sin anderledes tilgang. For selv når ridebanen hjemme står færdig, forventer hun ikke, at skoven kommer til at fylde mindre. Hun vil ganske enkelt gerne bruge begge dele – men til forskellige formål.
Banen skal stadig være en del af træningen
Louise har ikke noget ønske om at vælge ridebanen fra. Tværtimod glæder hun sig til at få sin egen bane hjemme på Lyngballegård. Den skal give hende mulighed for at træne mere målrettet, få undervisning hjemme og arbejde med de ting, der kræver en firkant og mere faste rammer.
For når Louise tager til undervisning hos sin træner Tania Maria Joensen på Vilhelmsborg, oplever hun netop, at banetræningen giver hende noget andet. Det er altså ikke et spørgsmål om enten skov eller ridebane. For Louise er det kombinationen, der giver mening.
Skoven giver variation og mulighed for at arbejde med hestene på en anden måde, mens banen giver mulighed for at samle op, forfine og arbejde mere systematisk med dressuren.
Det er også en del af forklaringen på, at hun ikke ser noget modsætningsforhold mellem sin træningsform og sine ambitioner på stævnebanerne.
Dressurambitionerne er der stadig
Det kunne være let at tro, at den mere frie tilgang betyder, at Louise har skruet ned for ambitionerne, men det er ikke tilfældet.
Med Harkon starter hun landsstævner på middelsvært niveau, og den 7-årige Hauge's Foucault er godt på vej i samme retning. Samtidig er hun i gang med at tilride 3-årige Maskedals Remili e. Revolution/Blue Hors Don Olymbrio (opdr. Helle Møller Andersen & Per Christensen), som også får sin første uddannelse i naturen.
Det interessante for Louise er netop, at hun ikke oplever nogen modsætning mellem at ride dressur på stævnebanerne og at træne i skoven. Tværtimod mener hun, at den varierede træning har gjort hende bedre til at ride, når hun endelig står på ridebanen.
– På banen skal man ligesom tage en beslutning om, hvad man skal øve, for ellers rider man bare rundt og rundt. I skoven rider man typisk en bestemt rute, og man ved, at der er nogle strækninger, hvor det går op eller nedad bakke og egner sig godt til at træne det ene eller andet.
Skoven tvinger hende på den måde til at være mere opmærksom på det, hun laver. Der er ikke nødvendigvis mulighed for bare at ride en volte, hvis noget ikke fungerer, og det kan faktisk være en fordel.
– Jeg oplever, at man rider mere effektivt i skoven, fordi man ikke lige kan tage en volte. Så det, man er i gang med, må man få gjort færdigt, og jeg bliver derfor også bedre til at løse tingene på banen, forklarer Louise.
Der er ikke én rigtig måde
Louise er samtidig meget bevidst om, at hendes tilgang ikke nødvendigvis er opskriften på det perfekte hesteliv for alle. Hun har nogle rammer, der gør skoven til et oplagt valg, og hun har fundet en måde at kombinere sin kærlighed til dressuren med ønsket om at give hestene mere variation i hverdagen, men hun håber, at hendes måde at gøre tingene på kan få andre ryttere til at overveje, om alt behøver at foregå, som det altid har gjort.
– Jeg ved godt, at jeg ikke har en Grand Prix-hest, og jeg udtaler mig jo som en almindelig amatørrytter, der rider stævner, brænder for dressur og gerne vil kigge dybt ind i hestevelfærd samtidig med, at jeg dyrker det.
For hende handler det derfor ikke om at fortælle andre, at de skal droppe ridebanen. Det handler snarere om at turde stille spørgsmål ved vanerne. For hvorfor skal en dressurhest nødvendigvis trænes på ridebanen størstedelen af tiden, hvis den fungerer bedre med mere variation? Louise har fundet sit eget svar.
– Jeg har set så mange heste gå helt slukkede rundt i "manegen", og jeg vil bare gerne noget andet. Jeg vil også rigtig gerne inspirere andre til, at vi godt kan gøre tingene helt vildt anderledes og mærkeligt, og så er det bare stadig helt vildt rigtigt.
Louise har altså ikke valgt ridebanen fra. Hun har bare valgt, at den ikke behøver at være udgangspunktet for al træning. For hende handler det om at bruge begge dele til det, de hver især kan – og lige nu er det skoven, der fylder mest, fordi hun oplever, at det gør en forskel for hendes heste.
Sådan træner Louise dressur i skoven
Men hvad laver man egentlig, når man træner dressur mellem træerne? Hvordan kan skoven bruges til at arbejde med grundridning, balance og dressurens mange øvelser? Det fortæller Louise meget mere om i næste artikel, hvor vi følger hende helt konkret ud på skovstierne og ser nærmere på, hvordan hun bruger naturen som sin træningsbane.
