Foto: Pixa Bay

1. Planlæg træningen i god tid

Det kan være fristende at give hesten lidt ekstra træning i dagene op til et stævne, så man føler sig helt klar, men det er ikke nødvendigvis det, der giver den bedste forberedelse.

I stedet bør grundformen være på plads i god tid, så de sidste dage inden stævnet kan bruges på at give hesten mulighed for at restituere og møde på dagen med både fysisk og mentalt overskud.

Det betyder også, at det, du skal præstere til stævnet, gerne skal være noget, I allerede har øvet hjemmefra. Stævnedagen er ikke tidspunktet til at lære noget nyt.

2. Visualisér programmet eller banen

Du behøver ikke ride programmet eller banen igen og igen for at blive sikker på, hvad du skal gøre. Noget af forberedelsen kan foregå helt uden hest.

Gå programmet igennem i hovedet, og tænk over, hvor du skal gøre hvad, hvilke overgange eller øvelser du skal huske, og hvor du måske skal være ekstra opmærksom. Det samme gælder, hvis du rider springning eller en anden disciplin, hvor du skal huske en bestemt bane.

Du kan gøre det flere gange i dagene op til stævnet og også lige inden start, mens du f.eks. gør hesten klar, og/eller når du sidder på den.

3. Husk mad og drikke

Uden mad og drikke dur helten ikke – og det gælder også for rytteren.

Når vi er til stævne, kan det være let at være så optaget af hesten, programmet og tidsplanen, at vi glemmer vores egne behov, men hvis du skal kunne koncentrere dig og bruge kroppen ordentligt, har du også brug for energi og væske. Det gælder ikke kun hesten.

Sørg derfor for at få spist regelmæssigt i løbet af dagen, og hav eventuelt en god, energirig snack med, som du kan spise inden din start.

4. Træk vejret

Det lyder måske banalt, men husk at trække vejret – også når du bliver nervøs. Vejrtrækningen er vigtig for både kroppen og koncentrationen, og samtidig kan din hest mærke, hvordan du har det. Hvis du spænder op og holder vejret, kan det være med til at skabe mere spænding i situationen. Omvendt kan en rolig og regelmæssig vejrtrækning være med til at hjælpe dig med at bevare roen.

Tænk derfor på din vejrtrækning, når du gør hesten klar, under opvarmningen og ikke mindst, når du rider ind på banen. Der kan det være en rigtig god ide at tage fem dybe vejrtrækninger. Det er med til at nulstille dit nervesystem.

5. Fokusér på det, du kan kontrollere

Til et stævne er der mange ting, du ikke selv kan bestemme. Du kan ikke styre, hvordan de andre ryttere rider, hvad dommeren synes, hvordan vejret bliver, eller om opvarmningen pludselig bliver mere hektisk end forventet.

Prøv derfor at bruge din energi på det, du faktisk kan påvirke. Det kan også være en god idé at vælge to konkrete ting, som du gerne vil lykkes med på banen, og som I har arbejdet målrettet med derhjemme. Det kan for eksempel være en god parade og en tilbagetrædning, et changement eller en sidebevægelse.

På den måde har du nogle konkrete ting at rette dit fokus mod under ridtet, i stedet for kun at tænke på procenten eller placeringen. Måske bliver det ikke den højeste score, du har redet hjem, men hvis du lykkes med de ting, du havde sat dig for, kan du stadig have god grund til at være tilfreds.

Og hvis noget ikke går helt efter planen, så vend tilbage til det, du kan gøre noget ved: Din egen ridning, din vejrtrækning, din kommunikation med hesten og den opgave, du har foran dig.