Foto: Pixa Bay

Hvis du står og kigger på en dressurhest, kan det være svært at se forskel på papiret. Den ene er Dansk Varmblod, den anden hannoveraner, den tredje KWPN og den fjerde oldenburger. Alle er moderne varmblodsheste, alle er avlet til sport, og alle fire stambøger ligger helt i toppen af den internationale dressur.

Faktisk ligger KWPN, Oldenburg, Hannoveraner og Dansk Varmblod som nummer et, to, tre og fire på World Breeding Federation for Sport Horses' aktuelle dressurrangliste. Ranglisten beregnes ud fra resultaterne fra de seks bedst scorende heste fra hver stambog.
Så hvad er egentlig forskellen på de fire avlsforbund og typer af sportsheste?

Dengang var forskellen tydeligere

For at forstå, hvorfor der overhovedet findes forskellige varmblodsstambøger, er det nødvendigt at gå tilbage i historien. De europæiske varmblodsheste blev ikke oprindeligt skabt med det ene formål at vinde Grand Prix-dressur eller -springning. De blev udviklet ud fra de behov, der fandtes i de enkelte lande og områder, blandt andet til landbrug, transport, kørsel og militær.

Hannoveraneren blev eksempelvis oprindeligt avlet til landbrug og militære formål, mens oldenburgeren i høj grad var udviklet som en kraftig vogn- og kørehest. Først senere blev avlsmålene ændret, da behovet for arbejdsheste faldt, og efterspørgslen på ride- og sportsheste voksede.

Det samme gælder Dansk Varmblod, som er en forholdsvis ung stambog. Da Dansk Sportsheste Avlsforbund blev grundlagt i 1962, var størstedelen af de 150 hopper, der blev optaget i hovedstambogen, faktisk af udenlandsk afstamning. 108 var af tysk afstamning, mens størstedelen af de danskfødte hopper havde oldenburgerafstamning.

Med andre ord har internationalt blod faktisk været en del af Dansk Varmblod fra begyndelsen, og det er værd at huske, når man taler om, at varmblodshestene i dag er blevet mere blandede. De forskellige populationer har aldrig været fuldstændig isolerede.

I dag vil alle den samme hest

Spoler man frem til 2026, er det ikke længere landbrugshesten eller militærhesten, der er det primære avlsmål. Det er sportshesten, og især inden for dressuren er målene påfaldende ens.

Dansk Varmblod ønsker en ædel, højtstillet og smidig ridehest med god ridelighed og sundhed, der kan præstere internationalt i enten dressur eller springning. For dressurhesten lægges der blandt andet vægt på balance, bæring, smidighed og rummelige, elastiske bevægelser.

KWPN har et tilsvarende meget tydeligt mål: At avle heste, der kan præstere på Grand Prix-niveau i dressur eller springning. Hesten skal have funktionelt eksteriør, korrekt bevægelse, et godt temperament og en konstitution, der gør den holdbar.

Hos hannoveranerforbundet er målet ligeledes en ridehest med ridelighed, gode bevægelser, sundhed og præstationsevne, hvor avleren kan sigte mod dressur, springning eller military.

Oldenburg beskriver sit avlsmål som en ædel, langlinjet, korrekt, præstationsstærk og sund sportshest med energiske, rummelige og elastiske bevægelser, der kan bruges til sport.

Det er svært at finde den store filosofiske forskel, og det er egentlig heller ikke så mærkeligt. Hvis målet er at producere en international dressurhest, er der nogle egenskaber, man bliver nødt til at interessere sig for: Bevægelse, balance, ridelighed, temperament, sundhed og præstationsevne.

Men de er ikke helt ens

At avlsmålene ligner hinanden, betyder ikke, at de fire stambøger er identiske. Forskellene ligger i højere grad i, hvordan de forsøger at nå målet, og netop her bliver det interessant for avleren.

KWPN: Meget data og tydelige avlsretninger

KWPN har et meget systematisk avlsprogram, hvor dressur og springning udgør langt størstedelen af ridehesteavlen. Forbundet beregner avlsværdier for blandt andet sport, bevægelse, eksteriør og sundhed. Avlsværdierne bygger på information fra sport, kåringer, tests og afstamning – og siden 2022 også delvist på DNA-information. Det betyder, at KWPN-avleren har adgang til en ret omfattende genetisk profil på den enkelte hest.

Det er vigtigt at forstå, hvad en avlsværdi betyder: Den siger ikke nødvendigvis noget om, hvor god hesten er som ridehest lige nu. Den er et estimat af, hvad hesten forventes at kunne give videre genetisk. For en avler er der en væsentlig forskel.

Hannoveraner: Stort fokus på præstation – også hos hopperne

Hannoveranerforbundet arbejder ligeledes meget målrettet med selektion, men her er det interessant at se på, hvordan forbundet forsøger at få hoppernes præstationer mere synlige i avlen.

Siden 2024 har hannoveranerforbundet haft et særligt dressuravlsprogram for hopper, hvor hopper med gode egne præstationer eller præstationer hos afkom kan tildeles en, to eller tre stjerner. En hoppe kan eksempelvis opnå sin første stjerne på baggrund af resultater fra hoppeafprøvning, sportstest eller hannoveranerridehestechampionat.

Det er interessant, fordi det understreger noget, som ofte glemmes i moderne avl: En god dressurhest kommer ikke kun fra en god hingst. Hoppens egne egenskaber og hendes evne til at give dem videre er også avlsinformation.

Oldenburg: Match hoppe og hingst mere præcist

Oldenburg har også et meget konkret fokus på at hjælpe avleren med selve parringen. Forbundet har udviklet et digitalt parringsprogram, hvor avleren kan vælge hingst ud fra lineære avlsværdier for forskellige egenskaber. Mere end 650 dressur- og springhingste er tilgængelige i systemet, og avleren kan blandt andet se på, i hvilken retning forskellige egenskaber forventes at bevæge sig.

Det bygger videre på en lang tradition for lineær bedømmelse af hestene. Oldenburg bruger blandt andet oplysninger fra hoppeafprøvninger og præstationsprøver til at beregne avlsværdier. Forbundet har også indført genomiske avlsværdier, som kobler DNA-information med data om blandt andet eksteriør, præstation og sundhed.

I praksis betyder det, at avleren i højere grad kan stille spørgsmålet: Hvad mangler min hoppe, og hvilken hingst kan statistisk set være med til at give det?

Dansk Varmblod: En bredere dansk sportshest

Dansk Varmblod har også en tydelig målsætning om international sport og arbejder med både dressur- og springheste inden for samme avlsforbund. Samtidig er Dansk Varmblod i høj grad bygget op omkring kåring, følbedømmelser, unghesteafprøvning og hingstenes præstationsafprøvning.

For den danske avler betyder det, at der også findes meget information om de enkelte heste, men systemerne er ikke nødvendigvis bygget op på præcis samme måde som KWPN's avlsværdier eller Oldenburgs digitale parringssystem.

Det er netop en vigtig pointe: De fire forbund forsøger ikke nødvendigvis at gøre præcis det samme på præcis samme måde. De har samme overordnede destination, men forskellige veje derhen.

Hvorfor er de blevet blandet sammen?

En af de vigtigste forklaringer er ganske enkelt, at moderne hesteavl er blevet international. En god hingst er ikke længere nødvendigvis interessant kun for avlere i det land eller område, hvor den er født. Sæd kan transporteres på tværs af landegrænser, embryoner kan flyttes, og teknikker som OPU (ægudtagning) og ICSI (intracytoplasmatisk sædcelleinjektion) gør det muligt at udnytte genetisk materiale på måder, der tidligere var umulige.

Samtidig godkender flere forbund hingste og hopper fra andre anerkendte varmblodspopulationer. Hannoveranerforbundet har eksempelvis et avlsprogram, der giver mulighed for at arbejde med andre godkendte ridehestepopulationer under bestemte betingelser. Det betyder, at de samme blodlinjer kan dukke op i flere stambøger.

Et godt eksempel er den aktuelle internationale dressuravl. På WBFSH's dressurrangliste for 2025 var KWPN nummer et. Blandt de seks heste, der bidrog til placeringen, var Jagerbomb efter den Oldenburg-registrerede hingst Dante Weltino OLD. Andre topplacerede KWPN-heste havde hingste som Lord Leatherdale, Bordeaux, Ampère, Totilas og Johnson som fædre.

På samme rangliste var Oldenburg nummer to, Hannoveraner nummer tre og Dansk Varmblod nummer fire, og også her går blodlinjerne igen. Oldenburgs Bluetooth OLD er eksempelvis efter Bordeaux, mens hannoveranerens topnavne blandt andet tæller heste efter Fidermark, Totilas og Glock's Toto Jr. Det bliver derfor sværere og sværere at betragte stambøgerne som isolerede “racer”.

Det understøttes også af genetisk forskning i moderne varmblod. Studier af blandt andet hannoveraner og oldenburger viser både racespecifikke forskelle og tydelige fælles genetiske signaler. De moderne varmblodsracer har et fælles fokus på atletisk præstation, selvom de historisk har været udsat for forskellige avlsstrategier. De er altså ikke blevet til én race, men de er blevet langt mere beslægtede i både mål og genetisk materiale.

Hvad betyder det for dig som rytter?

Hvis du står og skal købe en dressurhest, er det fristende at tænke i stambøger. Måske har du hørt, at hollandske heste er noget varme i det, at hannoveranere er gode, stabile rideheste, eller at DV har særligt gode dressurblodlinjer.

Det er selvfølgelig væsentligt at interessere sig for afstamningen, men stambogen fortæller ikke alene, hvordan den konkrete hest er at ride. To heste fra samme stambog kan være vidt forskellige, både fysisk og mentalt, og to heste fra forskellige stambøger kan være meget ens.

Hvis du leder efter en dressurhest, er det derfor mere relevant at se på den konkrete hests:

  • temperament og samarbejdsvilje
  • ridelighed
  • gangarter
  • balance og eksteriør
  • sundhed og holdbarhed
  • træningsniveau
  • forældrenes præstationer
  • hoppestammen og præstationerne længere tilbage i familien

Hvad betyder det for dig som avler?

For avleren er interessante det spørgsmål højest sandsynligt: “Hvilken hest vil jeg gerne forsøge at avle – og hvilken hingst bringer mig tættest på det mål?”

Her bliver hoppen helt central. Hvad mangler hun? Hvad skal bevares? Hvad vil man gerne forbedre? Hvordan er hendes temperament? Hendes eksteriør? Hendes gangarter? Hendes sundhed? Og hvad fortæller hendes afkom og hendes hoppestamme?

Det er også sådan, de moderne avlsprogrammer i stigende grad arbejder. KWPN's avlsværdier kan eksempelvis bruges til at vurdere en hests forventede genetiske bidrag til blandt andet sport, bevægelse, eksteriør og sundhed. Oldenburgs parringsprogram kan hjælpe med at matche en hoppe med en hingst ud fra lineære avlsværdier, mens hannoveranerforbundet i stigende grad synliggør hoppernes egne præstationer i dressuravlen.

Så hvilken skal du vælge?

Det korte svar er: Det kommer an på, hvad du vil. Hvis du som rytter leder efter en dressurhest, er det ikke nødvendigvis vigtigt, om der står DV, KWPN, Hannoveraner eller Oldenburger øverst i passet. Kig først og fremmest på den hest, du faktisk står med.

Hvis du som avler har en hoppe, er det heller ikke nødvendigvis stambogsnavnet på hingsten, der bør afgøre valget. Se på hans egenskaber, hans afkom, hans sundhedsdata, hans avlsværdier og ikke mindst på, hvordan han passer til netop din hoppe. Det er selvfølgelig også relevant at forholde sig til, hvilken stambog afkommet kan optages i, afhængig af valget af hingst.

Fra fire varmblodsracer til én europæisk sportshest?

Måske er det netop her, diskussionen om moderne varmblodsheste bliver mest interessant. For på den ene side har vi stadig forskellige stambøger med egne historier, organisationer, avlsmål og selektionssystemer.

På den anden side bevæger de sig alle i samme retning. De vil producere den sunde, ridelige, talentfulde og holdbare sportshest. De bruger i stigende grad hinandens genetiske materiale, og de samme hingste og blodlinjer går igen på tværs af landegrænser.

Derfor er en moderne KWPN-hest ikke nødvendigvis fundamentalt anderledes end en moderne hannoveraner, og en DV kan sagtens være tæt beslægtet med en oldenburger både genetisk og i den type sportshest, den er avlet til at blive. Det betyder ikke, at stambøgerne er blevet ligegyldige, men det betyder, at navnet på stambogen kun fortæller en del af historien.

Kilder
Dansk Varmblod. Dansk Varmblods Avlsmål.
Dansk Varmblod. Dansk Varmblods Historie.
Hannoveraner Verband. Hanoverian Dressage Breeding Program.
KWPN. Breeding Values.
KWPN. Breeding.
Nolte, W. et al. 2019. Selection Signatures in Four German Warmblood Horse Breeds: Tracing Breeding History in the Modern Sport Horse. PLOS ONE 14(4).
Oldenburger Pferdezuchtverband. Which Stallion for My Mare?
World Breeding Federation for Sport Horses (WBFSH). Studbook Rankings.