Foto: Pixa Bay

I Danmark er der blevet avlet markant færre dansk varmblodsheste gennem de seneste 15 år. Fra 4.666 bedækninger med DV-hingste i 2009 var tallet faldet til 2.137 i 2024, mens antallet af DV-registrerede føl faldt fra 2.874 til 1.731.

Udviklingen fortsatte i 2025, hvor Dansk Varmblod registrerede omkring 16% færre bedækninger end året før. Forbundet har selv peget på den økonomiske situation og en generel usikkerhed i Europa som nogle af forklaringerne. Det kan du læse mere om her.

Men er dansk varmblodsavl dermed hårdere ramt end resten af Europa? Ikke nødvendigvis. For når man kigger på nogle af de store europæiske avlsforbund, tegner der sig et billede af en branche, hvor færre føl faktisk er blevet en bredere tendens.

Oldenburg: En gigant, der også går tilbage

Et oplagt sted at kigge er Tyskland. Oldenburgerforbundet er en af de helt store spillere i europæisk sportshesteavl, og forbundet er samtidig interessant, fordi det i statistikkerne optræder i to retninger: Dressur- og springheste.

I 2024 blev der registreret 3.780 føl i OL (dressur) og yderligere 2.844 i OS (springning). I 2025 var tallene faldet til henholdsvis 3.350 og 2.661. Det betyder, at Oldenburg samlet registrerede 6.011 føl i 2025 – omkring 9% færre end året før. Tilbagegangen var størst i dressurhesteretningen, hvor antallet af føl faldt med 11,4%, mens OS gik 6,4% tilbage.

Oldenburg er altså et godt eksempel på, at den udvikling, vi ser i Danmark, ikke kun handler om Dansk Varmblod, men der er også en vigtig forskel. Selv efter tilbagegangen producerer de to Oldenburg-forbund tilsammen mere end tre gange så mange føl som Dansk Varmblod. Det fortæller noget om størrelsen på de forskellige avlspopulationer og om den enorme konkurrence, der er mellem Europas store sportshesteavlsforbund.

Hannoveraner: Også færre føl

Hannoveranerforbundet er endnu et eksempel på, at den tyske avl mærker udviklingen. På tværs af de tyske ridehesteavlsforbund faldt antallet af registrerede føl fra 25.594 i 2024 til 23.367 i 2025. Samtidig faldt antallet af avlshopper fra 50.195 til 48.761.

For Hannoveranerforbundet specifikt faldt antallet af registrerede føl fra 6.335 i 2024 til 5.772 i 2025 – et fald på 8,9%. Det er altså ikke kun de mindre avlsforbund, der oplever tilbagegang. Selv nogle af Europas største populationer bliver mindre, og forklaringen minder på flere punkter om den, Dansk Varmblod selv har peget på.

Den tyske avlsorganisation beskriver blandt andet, hvordan stigende omkostninger og økonomisk usikkerhed får avlerne til at være mere forsigtige og nøje overveje, hvilke hopper de sætter i avlen. Det er egentlig en interessant udvikling, for færre føl behøver ikke nødvendigvis at betyde dårligere avl.

Foto: Pixa Bay

Når færre også kan være et bevidst valg

I forbindelse med den tyske avlsstatistik for 2025 blev overskriften netop ”Qualität statt Quantität” – kvalitet frem for kvantitet.
Ifølge Pferdesport Deutschland kan en mindre population potentielt give avlerne mulighed for at fokusere endnu mere på kvalitet, ridelighed, sundhed og præstation. Samtidig er markedet for veluddannede sportsheste fortsat relativt stabilt både i Tyskland og internationalt. Det er en vigtig nuance i debatten.

For hvis en avler i dag skal bruge mange penge på at producere et føl og derefter vente flere år på at se, om hesten bliver salgbar, kan det være mere attraktivt at avle ét nøje udvalgt føl end tre eller fire, som måske bliver sværere at sælge. På den måde kan færre føl både være et tegn på økonomisk pres og på en mere selektiv avlsstrategi.

KWPN holder et enormt volumen

Det hollandske KWPN er i en helt anden størrelsesorden end Dansk Varmblod. I 2024 blev der registreret mere end 10.500 føl i KWPN. I 2025 var tallet omkring 10.000. Det er altså også en tilbagegang, men langt mindre dramatisk end den, Dansk Varmblod har oplevet over længere tid, og KWPN producerer ikke bare mange heste. Forbundet har samtidig en meget stærk international sportsprofil.

I 2025 lå KWPN øverst på WBFSH's dressur-stambogsrangliste med 12.783 point, foran Oldenburg og Hannoveraner. Året før lå KWPN også nummer ét. Det er interessant i forhold til diskussionen om antal. For KWPN viser, at en stor avlsvolumen og høj international sportslig succes godt kan eksistere side om side.

Frankrig går faktisk frem

Et af de mest interessante modbilleder finder vi i Frankrig. Selle Français registrerede omkring 8.900 fødsler i 2024. I 2025 steg tallet til omkring 9.400. Det svarer til en fremgang på cirka 5% – altså stik modsat den udvikling, vi ser i Danmark og Tyskland.

Det gør den franske udvikling særligt interessant. For selvom Frankrig også har en stor og professionel hestesektor, ser avlerne altså i øjeblikket ud til at producere flere Selle Français-heste, og det er værd at bemærke, at størstedelen af de franske opdrættere faktisk er små.

Ifølge Selle Français står hele 67% af de aktive avlsbedrifter med blot én hoppe, mens yderligere 18% har to hopper. Alligevel står de små avlere tilsammen for en betydelig del af føllene. Det giver et interessant perspektiv på diskussionen om, hvorvidt fremtidens avl nødvendigvis vil blive koncentreret hos færre og større professionelle avlere.

Foto: Pixa Bay

Så hvem klarer sig bedst?

Når man stiller tallene op ved siden af hinanden, bliver det tydeligt, at der ikke findes én fælles europæisk udvikling.
  • Dansk Varmblod: Markant tilbagegang over en længere årrække og yderligere cirka 16% færre bedækninger i 2025.
  • Oldenburg: Omkring 9% færre registrerede føl i 2025.
  • Hannoveraner: Omkring 9% færre registrerede føl i 2025.
  • KWPN: Omkring 10.000 registrerede føl i 2025 mod mere end 10.500 året før.
  • Selle Français: Fremgang fra omkring 8.900 føl i 2024 til omkring 9.400 i 2025.
Tallene kan dog ikke sammenlignes helt én til én. Avlsforbundene registrerer ikke nødvendigvis på samme måde, og nogle tal dækker forskellige kategorier eller avlsretninger. Derfor skal man være forsigtig med at lave en direkte rangliste over, hvem der ”klarer sig bedst”, men tendensen er alligevel tydelig: Europa avler stadig masser af sportsheste, mmen nogle steder bliver populationerne mindre.

Hvad med kvaliteten?

Det er måske i virkeligheden det mest interessante spørgsmål. For hvis antallet af føl falder, men de heste, der bliver produceret, klarer sig lige så godt eller bedre på de internationale baner, er det så nødvendigvis et problem?

Dansk Varmblod er et godt eksempel på, at svaret ikke er så enkelt. Selvom forbundet har mistet en stor del af sit avlsvolumen, er DV-hestene fortsat stærkt repræsenteret internationalt og udmærker sig f.eks. ved UVM i dressur, hvor avlsforbundene konkurrerer direkte mod hinanden, og hvor de største avlsnationer får de største kvoter.

Så færre føl fortæller ikke nødvendigvis hele historien om kvaliteten i en avl.

En europæisk avl i forandring

Måske er det derfor heller ikke helt rigtigt at tale om en europæisk avlskrise. Der er ganske vist færre føl flere steder. Økonomien spiller en rolle, produktionsomkostningerne er steget, og avlerne skal være mere sikre på, at der faktisk er et marked for de heste, de producerer, men samtidig er der stadig en stor international efterspørgsel på gode sportsheste.

Det, vi måske er vidne til lige nu, er derfor snarere en omstrukturering af avlen. Nogle avlere trækker sig, nogle producerer færre føl, nogle forbund mister volumen, mens andre holder sig bedre, og samtidig bliver avlsstrategierne mere målrettede, ligesom moderne reproduktionsteknikker som ICSI (intracytoplasmatisk sædcelleinjektion) og OPU (Ovum Pick-Up) vinder frem.

Det store spørgsmål bliver så, hvad det betyder om fem eller ti år. For de føl, der bliver født i dag, er først morgendagens rideheste. Hvis udviklingen fortsætter med færre føl i nogle af Europas store avlsforbund, kan det på længere sigt få betydning for udbuddet af unge sportsheste – og måske også for priserne.

Omvendt kan en mindre population med stærkere selektion potentielt give en avl, hvor kvaliteten vægtes endnu højere. Så måske handler fremtidens europæiske varmblodsavl ikke om, hvem der producerer flest heste. Måske handler den i højere grad om, hvem der formår at producere de rigtige heste.

Kilder
Dansk Varmblod. Dansk Varmblod i tal 2024.
Dansk Varmblod. Bedækningstal i Dansk Varmblod.
Pferdesportverband Hannover. Zuchtstatistik 2025: Qualität statt Quantität.
KWPN. In 2024 zijn er meer dan 10.500 veulens geregistreerd bij het KWPN.
KWPN. In 2025 zijn er circa 10.000 veulens geregistreerd bij het KWPN.
KWPN. WBFSH-rankings dressuur.
Selle Français. Quelques chiffres – Le Selle Français. 2025.
Fédération Equestre Internationale / WBFSH. FEI WBFSH Dressage World Breeding Championship for Young Horses – Rules.
World Breeding Federation for Sport Horses. Dressage World Breeding Championships.