Mød racen: Knabstrupperen – den plettede danske sportshest

Forestil dig en af verdens mest berømte dressurhingste: Totilas, og forestil dig så, at han bliver far til et plettet føl. Det lyder måske som en lidt uventet kombination, men det er ikke desto mindre virkeligheden for hingsten Spotilas Boesgaard. Han er efter Totilas og knabstrupperhoppen Luna af Nyskoven og er et ganske godt eksempel på, hvordan knabstrupperavlen forsøger at kombinere racens særlige kendetegn med moderne sportshesteegenskaber.

Spotilas blev som 4-årig udnævnt til præmiehingst med 9 i helhed og bestod sin materialprøve med 861 point. Han fik blandt andet 9 for skridt og galop og er desuden blevet godkendt i flere avlsforbund, herunder Knabstrupperforeningen og AES, men hvad er det egentlig for en race, der gemmer sig bag de karakteristiske pletter?

Fra spansk hoppe til dansk race

Knabstrupperens historie begynder i begyndelsen af 1800-tallet på Knabstrup Gods på Sjælland. I 1812 købte major Villars Lunn en særlig hoppe af slagteren Flæbe fra Holbæk. Hoppen var ifølge de historiske beskrivelser en zobelfuks med hvid man og hale, stikkelhåret pels og hvide og rødbrune pletter. Hun skulle være købt af en spansk officer, som befandt sig i Danmark under Napoleonskrigene.

Året efter blev hoppen bedækket med en gul frederiksborghingst fra Løvenborg. Resultatet blev Flæbehingsten – en hest med en meget karakteristisk plettet pels og en kombination af egenskaber, som gjorde ham interessant i avlen. Dermed var grundlaget lagt for den race, vi i dag kender som knabstrupperen.

Selvom farven er det, de fleste lægger mærke til først, var det ikke kun pletterne, der gjorde hestene interessante. De oprindelige knabstruppere blev blandt andet værdsat for deres hårdførhed, arbejdsomhed og udholdenhed og blev brugt både som ride-, køre- og arbejdsheste.

Hvorfor har knabstrupperen pletter?

Det er selvfølgelig det spørgsmål, der næsten ikke er til at komme udenom. Den karakteristiske knabstrupperlød hænger sammen med det såkaldte leopardkompleks, et genetisk system, som blandt andet kan give de forskellige plettede mønstre, man ser hos knabstruppere. Knabstrupperforeningen beskriver løden som stærkt varierende, og genetisk er den dominant.

Det betyder også, at knabstrupperen ikke nødvendigvis ser ud, som man måske forestiller sig. Nogle er dækket af store eller små pletter. Andre har kun få synlige pletter, og nogle kan være næsten ensfarvede. Farven kan desuden ændre sig med alderen. Det plettede udseende er altså ikke helt så enkelt, som det ser ud, og måske er det netop en del af charmen.

En knabstrupper behøver ikke bare være en plettet hest

Hvis man kun kender knabstrupperen som "den plettede hest", kan det være let at overse, at der faktisk ligger et ret ambitiøst avlsmål bag racen.

Knabstrupperforeningen beskriver i sit nuværende avlsmål knabstrupperen som en brugshest, egnet til mange formål på højt niveau. Samtidig lægges der vægt på, at racen bevarer et godt temperament, stor holdbarhed og den karakteristiske knabstrupperlød. 

Det er altså ikke meningen, at pletterne skal stå alene. En moderne knabstrupper skal også kunne bruges, og her er historien om Spotilas interessant.

Når knabstrupper møder moderne dressuravl

Spotilas Boesgaard er et meget konkret eksempel på, hvordan man kan kombinere knabstrupperens blodlinjer med nogle af de mest eftertragtede dressurblodlinjer.

Hans far er Totilas, mens moderen Luna af Nyskoven kommer fra en stærk knabstrupperstamme med flere af racens historiske blodlinjer. I hoppestammen finder man blandt andet Rasmus af Damgaard, som har haft stor betydning for den sportsorienterede del af knabstrupperavlen.

Resultatet er en hest, der på én gang er meget genkendelig som knabstrupper og samtidig har en afstamning, der sender tankerne direkte mod den moderne dressursport.

Det er også værd at bemærke, at knabstrupperavlen ikke er lukket for indkrydsning med andre hesteracer. Knabstrupperforeningens avlsprogrammer indeholder forskellige avlsretninger, og foreningen har en liste over godkendte forbund til indkrydsning. Det gælder blandt andet Dansk Varmblod, Holstener, Trakehner, Oldenborg, Araber og Engelsk Fuldblod, og det giver mulighed for at arbejde med andre blodlinjer, samtidig med at man forsøger at bevare racens egne karakteristika. 

Det er en balance, som mange moderne hesteracer på hver sin måde står overfor: Hvordan udvikler man en race uden at miste det, der gør den til netop den race, den er?

Fra krigshest til sportshest

Knabstrupperens historie rummer også en mere dramatisk del. I 1800-tallet blev knabstruppere blandt andet brugt som militærheste. Hingsten Mikkel og hoppen Nathalia blev eksempelvis redet af henholdsvis general Schleppegrell og oberst Læssøe under Treårskrigen.

Senere gik det imidlertid tilbage for racen. I 1891 brændte stalden på Knabstrup Gods, og 22 heste indebrændte. Branden blev et alvorligt slag mod den oprindelige avl, som allerede var udfordret. Det målrettede avlsarbejde blev siden med til at genskabe og videreføre knabstrupperen. I dag er racen derfor resultatet af mere end 200 års avl – og af mange menneskers arbejde for at bevare den.

Kan en knabstrupper gå Grand Prix?

Det korte svar er: Ja. Knabstrupperen er ikke avlet til én bestemt disciplin, og racen har gennem tiden været brugt både til ridning og kørsel. I dag er målet blandt andet at skabe brugsheste, der kan præstere på højt niveau.

Der findes knabstruppere i både dressur, springning, military, paradressur og kørsel. Racen skal gerne kunne noget, men den må også gerne se ud, som om den er

Pletterne er kun begyndelsen

Det er nemt at blive fanget af knabstrupperens udseende. De færreste heste kan gå forbi på en fold uden at tiltrække sig opmærksomhed, men bag pletterne gemmer der sig en dansk race med en lang og til tider dramatisk historie – og med avlere, der stadig forsøger at finde balancen mellem at bevare det særlige og udvikle hesten som moderne sportshest.