Lusitanoer er ofte skimlede eller brune. Foto: Pixa Bay

Forestil dig en dressurhest, der ikke nødvendigvis er den største på banen, men som har let ved at sætte sig, samle sig og reagere hurtigt på sin rytter. Det er nogle af de egenskaber, der har gjort lusitanoen interessant langt ud over Portugals grænser.

Et dansk eksempel er Addict de Massa, som Anna Kasprzak red på de internationale dressurbaner. Addict er efter den tyske varmblodshingst San Amour og ud af lusitanohoppen Turquoise de Massa, der er efter lusitanohingsten Maestro JGB.

Addict er dermed ikke en ren lusitano, men en helt konkret kombination af den portugisiske race og moderne varmblod, og han nåede international Grand Prix-dressur.

Fra den iberiske halvø til Portugal

Lusitanoen har sine rødder på Den Iberiske Halvø og er tæt beslægtet med den spanske PRE. De to racer har en fælles historie, men udviklede sig gennem tiden i hver sin retning, og lusitanoen blev den portugisiske ridehest.

Racen har historisk været brugt som krigshest, arbejdshest og i arbejdet med kvæg. Samtidig udviklede portugisisk ridekunst sig omkring hestens evne til at reagere hurtigt, være modig og arbejde tæt sammen med rytteren. Det har sat sit tydelige præg på den moderne lusitano.

APSL – den portugisiske avlsforening for Puro Sangue Lusitano – beskriver blandt andet racen som ædel, generøs og energisk, men samtidig føjelig. Den naturlige evne til samling og dens mod har været centrale egenskaber gennem racens historie.

Den lille hest med den store personlighed

En lusitano er ikke nødvendigvis den hest, man vælger, hvis målet alene er højde og store, spektakulære gangarter. Racestandarden angiver en gennemsnitlig stangmålshøjde på omkring 155 cm for hopper og 160 cm for hingste ved 6-års alderen. Vægten ligger omkring 500 kg.
Kroppen er middelstor og rundet med en stærk, muskuløs bagpart. Hovedet er relativt fint, halsen velansat, og bevægelserne beskrives som smidige, løftede og behagelige.

De mest almindelige farver er skimmel og brun, men der findes lusitanoer i flere farver. Det er dog ikke kun udseendet, der gør racen interessant. Lusitanoens temperament er en væsentlig del af dens identitet.

Racestandarden beskriver den som ædel, generøs og livlig, men samtidig føjelig og udholdende. Den kombination har været værdifuld hos en hest, der både skulle kunne arbejde med kvæg, fungere som krigshest og udføre krævende ridekunst.

Samling kommer næsten naturligt

Hvis der er én egenskab, som lusitanoen især er kendt for, er det dens evne til at samle sig. Racestandarden fremhæver en naturlig tendens til koncentration og et stort anlæg for øvelser fra den klassiske ridekunst. Den stærke bagpart og den kompakte kropsbygning passer godt til arbejdet, hvor hesten skal flytte mere vægt over på bagbenene og blive let i forparten.

Det betyder ikke, at en Lusitano automatisk kan piaffe eller passage, men racens fysiske og mentale egenskaber har gjort den særligt interessant til discipliner, hvor samling, reaktionsevne og samarbejde med rytteren spiller en stor rolle. Det gælder ikke mindst dressur og working equitation.

Fra tyrefægtning til international dressur

Lusitanoens vej ind i moderne ridesport er på mange måder historien om en race, der har fået nye opgaver uden nødvendigvis at miste de gamle egenskaber.

I Portugal har racen fortsat en stærk forbindelse til working equitation og arbejdet med kvæg. Samtidig er lusitanoen blevet stadig mere synlig i international dressur.

Lusitanoen blev medlem af World Breeding Federation for Sport Horses i 2001, og racen har siden opnået internationale resultater i blandt andet dressur og kørsel.

Det er måske netop kombinationen af dens historiske egenskaber og dens evne til at tilpasse sig nye opgaver, der gør racen interessant. Lusitanoen er ikke skabt specifikt til moderne dressur, men mange af de egenskaber, den blev avlet for gennem århundreder, passer overraskende godt til sporten.

Når lusitanoen møder varmblodet

Lusitanoens særlige egenskaber har også fået nogle avlere til at se muligheder i krydsninger med moderne sportsheste.
I Portugal findes der i dag et officielt Luso-Warmblood-stambog, mens man i Frankrig har etableret Cheval de Dressage Français for blandt andet kontrollerede krydsninger med lusitano. Her er tanken at kombinere nogle af lusitanoens egenskaber med varmblodshestens sportslige kvaliteter.

Et dansk kendt eksempel er Addict de Massa, som Anna Kasprzak red på internationalt Grand Prix-niveau. Han er efter den tyske varmblodshingst San Amour og ud af lusitanohoppen Turquoise de Massa, der igen er efter lusitanohingsten Maestro JGB.
Med Anna blev Addict blandt andet nummer tre i Grand Prix ved World Cup-stævnet i Herning i 2023 med 72,87%, og parret vandt samme år Grand Prix Kür ved CDI3* i Ermelo med 76,98%.

Addict viser dermed, at kombinationen ikke kun findes på papiret, men selvom krydsningerne er interessante, er det vigtigt at skelne mellem dem og den rene lusitano. Den portugisiske race eksisterer fortsat som sin egen avlsretning, hvor målet er at udvikle hesten uden at miste dens karakteristiske egenskaber.

En race med mange opgaver

Måske er det netop lusitanoens alsidighed, der er noget af det mest interessante ved racen. Den kan være en kraftfuld arbejdshest, en modig hest i arbejdet med kvæg, en elegant partner i klassisk ridekunst og en konkurrerende dressurhest på internationalt niveau.

I working equitation skal hesten eksempelvis kunne skifte mellem dressurøvelser, forhindringer og arbejde med kvæg. Her bliver mange af de egenskaber, som lusitanoen historisk er blevet avlet for, sat på prøve: lydighed, smidighed, mod og evnen til at reagere hurtigt.

I dressuren er det især dens naturlige samling og samarbejdsvilje, der har gjort den interessant. Det betyder også, at lusitanoen ikke nødvendigvis behøver at konkurrere på samme præmisser som de største moderne varmblodsheste. Dens styrke ligger i noget andet.

Mere end en smuk hest

Lusitanoen kan være let at genkende på sin elegante, kompakte bygning og de ofte livlige øjne. Men bag det klassiske udseende gemmer der sig en race, der er formet af århundreders samarbejde mellem hest og rytter.

Fra krig og kvæg til klassisk ridekunst og international dressur har opgaven ændret sig. Men ønsket om en modig, samarbejdsvillig og samlet hest er stadig en del af historien.

Måske er det netop derfor, lusitanoen fortsat har noget at byde på. Den behøver ikke være den største hest på banen for at fylde – for nogle gange er det evnen til at samle sig, reagere hurtigt og arbejde tæt sammen med rytteren, der gør den interessant.

Kilder
APSL – Lusitanoens racestandard – højde, vægt, farver, temperament, bygning og egenskaber.
APSL – Lusitanoen og avlsforeningen – historie, anvendelse, avlsmål og udvikling inden for ridesport.
FEI – Addict de Massa – stamtavle og internationale resultater fra 2023.
Cheval de Dressage Français – Racebeskrivelse – om krydsninger mellem lusitano og varmblod.