
Hvad sker der egentlig i hestens krop, når den bliver overvægtig? Hvor meget kan vi lære af grovfoderet, og hvordan omsætter vi den nyeste viden til bedre løsninger i stalden?
Det er nogle af de spørgsmål, der kommer på bordet, når NENUC-konferencen finder sted for anden gang. Fra 5.-7. november bliver lokalerne ved Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus fyldt med oplæg, diskussioner og workshops om hestens sundhed og velfærd.
Konferencen arrangeres igen i samarbejde mellem hesteagronom Martha Voss fra NENUC, lektor Eva Lind Gleerup fra Erhvervsakademi Aarhus og lektor Rasmus Bovbjerg Jensen fra Aarhus Universitet.
Fra marken til hestens stofskifte
Årets røde tråd er overvægt hos heste, men programmet kommer vidt omkring. Torsdag begynder det med fokus på grovfoderproduktion og grovfoder i praksis. Her bliver der blandt andet kigget på, hvad der egentlig ligger bag det grovfoder, vi giver hestene, og hvordan kvaliteten hænger sammen med hestens ernæring.
Fredag flytter fokus ind i hesten. Under temaet "Forstå overvægt hos heste" bliver der blandt andet sat fokus på stofskifte, fordøjelse og sundhed – og på nogle af de problemstillinger, der kan følge med, når hesten får for meget energi.
Lørdag handler det om at få den faglige viden videre fra konferencesalen og ud i virkeligheden. Under overskriften "Fra viden til handling i stalden" bliver der blandt andet sat fokus på rådgivning, kommunikation og de beslutninger, der træffes i det daglige hestehold.
Når fagligheder mødes
Noget af det særlige ved NENUC er netop, at hestens sundhed bliver belyst fra flere sider. På konferencen mødes blandt andre forskere, undervisere, dyrlæger, rådgivere og producenter, og programmet lægger op til både faglig fordybelse og dialog.Dermed bliver de tre dage ikke kun en række oplæg, man lytter til. De skal også skabe rum for at stille spørgsmål, diskutere forskellige perspektiver og blive klogere sammen, og der er nok at tage fat på. For hestens sundhed handler sjældent om én enkelt faktor, men om samspillet mellem blandt andet fodring, stofskifte, bevægelse, management og velfærd. De vigtige tre F'er: Friends, forage and freedom er omdrejningspunktet for de tre dage.
NENUC 2026 finder sted 5.-7. november på Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.




