Foto: Pixa Bay

De fleste hesteejere har formentlig oplevet det: Hesten står på staldgangen, efter træning eller på folden og åbner pludselig munden på vid gab. Måske kommer der endda flere store gab lige efter hinanden. Men hvorfor gaber hesten egentlig?

Et gab kan være helt normalt

At gabe er en almindelig adfærd hos heste, og det kan blandt andet forekomme, når hesten er afslappet eller på vej fra en aktiv til en mere rolig situation. Det er for eksempel ikke unormalt at se hesten gabe, når den er kommet tilbage fra en ridetur, efter transport, eller når den står og falder til ro i stalden.

Et gab betyder dog ikke nødvendigvis, at hesten er afslappet. Adfærden kan også ses i forbindelse med forskellige former for spænding eller stress. Forskning i hesteadfærd peger på, at gaben netop kan forekomme, når hesten befinder sig i en ændret eller belastende situation, og at adfærden muligvis kan være med til at nedregulere spænding.

Det betyder, at et gab i nogle situationer kan minde om det, der ofte kaldes et "calming signal" – altså en adfærd, som optræder, når hesten forsøger at håndtere eller komme ned i "arousal" efter en situation, der har gjort den anspændt. Det kan for eksempel være efter transport, i forbindelse med en uvant situation eller efter noget, der har gjort hesten usikker. Her er det vigtigt at se på, hvad der skete lige inden gabet. Et gab hos en hest, der netop har været anspændt, fortæller ikke nødvendigvis, at den allerede er helt afslappet. Det kan også være en del af overgangen fra spænding til mere afslappet tilstand.

Når hesten gaber meget

Hvis en hest pludselig begynder at gabe meget mere end normalt, kan det være værd at være ekstra opmærksom.

Gab kan blandt andet forekomme i forbindelse med fodring, og forskere har også undersøgt en mulig sammenhæng mellem gaben, frustration og ubehag. Høj gabefrekvens er blandt andet blevet observeret i situationer, hvor heste har været udsat for forskellige former for belastning. Det betyder dog ikke, at en hest, der gaber meget, nødvendigvis er stresset eller har ondt. Gaben er en kompleks adfærd, og forskerne ved stadig ikke præcis, hvilke mekanismer der ligger bag.

Det er især ændringer i adfærden og sammenhængen, der er interessante. Hvis hesten samtidig viser andre tegn på ubehag – for eksempel ændret ædeadfærd, uro, nedsat appetit eller andre ændringer i dens normale adfærd – bør man tage det alvorligt og undersøge, hvad der kan ligge bag. Det samme gælder, hvis hesten ofte gaber eller viser tegn på ubehag fra mund eller tænder.

Se på hele hesten

Et gab er altså ikke en lille besked, der altid kan oversættes til "Jeg er afslappet". Heste bruger deres kropssprog på mange forskellige måder, og den samme adfærd kan forekomme i forskellige situationer. Derfor er det mest nyttige, vi kan gøre som hesteejere, at se på helheden.

Hvornår gaber hesten? Hvad er der sket lige inden? Hvordan ser resten af dens kropssprog ud? Og er det noget, den plejer at gøre? På den måde bliver et gab bare én lille brik i puslespillet, når vi prøver at forstå vores hest.

Vidste du?

Nogle heste kan gabe flere gange lige efter hinanden – og et enkelt gab kan være overraskende stort! Næste gang din hest åbner munden på vid gab, så læg mærke til, hvad der sker omkring den. Måske kan du begynde at se et mønster i, hvornår netop din hest gaber.

Kilder