Når sommeren går på hæld, ser mange hestefolde anderledes ud. Græsset er måske kortere, mere nedbidt og mindre frodigt samtidig med, at temperaturerne er på vej ned. Det kan derfor være fristende at tænke, at risikoen for græsrelateret forfangenhed også er drevet over, men efterårsgræsset er ikke nødvendigvis ufarligt.
Græssets indhold af forskellige kulhydrater såsom sukker og fruktan påvirkes af blandt andet temperatur, lys, vækst og vejrforhold. Køligere perioder kan eksempelvis være forbundet med højere koncentrationer af vandopløselige kulhydrater, men der findes ikke en bestemt temperatur eller en bestemt årstid, hvor græsset pludselig bliver farligt eller ufarligt.
Det handler ikke kun om fruktan
Fruktan har i mange år fået en stor del af skylden, når talen falder på græs og forfangenhed, men ifølge hesteagronom Martha Voss er det for simpelt at gøre fruktan til hovedforklaringen.
"Fruktan har været udråbt som synder tilbage i 00'erne og 10'erne, men fruktan i sig selv giver ikke forfangenhed, medmindre der kommer meget store mængder ind, og hestens tarmbiota går amok i syregæringen. Billedet er mere varieret, og forklaringen på de mange efterårsforfangenheder ligger snarere i insulindysfunktionen", forklarer hun.
Græs indeholder flere forskellige typer kulhydrater, og derfor handler det ikke kun om, hvor meget fruktan der er i græsset. For en hest med insulin-dysregulering kan en høj belastning af letfordøjelige kulhydrater være særlig problematisk.
Netop samspillet mellem græssets kulhydratindhold og hestens individuelle risiko er centralt ved græsrelateret forfangenhed. Heste med insulin-dysregulering, herunder heste med equine metabolic syndrome (EMS), er særligt udsatte.
Det betyder samtidig, at man ikke nødvendigvis kan vurdere risikoen ud fra foldens udseende alene. Et græsareal, der ser sparsomt eller nedbidt ud, er ikke automatisk ensbetydende med et lavt indhold af kulhydrater.
Lad ikke hesten gå sulten på græs
For heste, der fortsat kommer på græs om efteråret, er det derfor relevant at se på både, hvor meget græs hesten får, og hvilken hest der spiser det. Martha Voss fremhæver især betydningen af at give hesten et godt grovfodermåltid, inden den kommer på fold.
"Mit bedste råd til alle hesteejere, der lukker heste på fold om dagen, er, at de sikrer, at hesten har fået godt, stabilt grovfoder, inden den kommer ud. For så har vi fyldt tarmen op med hemicellulose og pektin, der gærer meget mere stabilt, og dermed en bedre balance mod det fruktan, der end måtte være i græsset. Desuden vil hesten være knap så sulten, og dermed kan man forebygge, at den kaster sig over græsset", siger hun.
At sørge for grovfoder inden fold kan dermed være en enkel måde at undgå, at en meget sulten hest straks indtager store mængder frisk græs, men det er ikke nødvendigvis den rigtige løsning for alle heste.
Kend hestens risiko
Er hesten overvægtig eller har den kendt insulin-dysregulering, kan det være nødvendigt at begrænse græsindtaget langt mere.
"Hvis hesten er overvægtig eller insulindysreguleret, så er det bedst ikke at komme på græs op ad dagen. Her snakker vi jordfold og grovfoder tilpasset hestens behov", siger Martha Voss.
For nogle heste kan det derfor være relevant helt at undgå græs eller kun give begrænset adgang. En eventuel græsbegrænsning skal samtidig ses i sammenhæng med hestens samlede foderindtag og behov for fibre, vitaminer og mineraler. Begrænset græsadgang og kontrol med indtaget af letfordøjelige kulhydrater er blandt de tiltag, der anvendes til heste med øget risiko for forfangenhed.
Det er især relevant at være opmærksom på heste, der tidligere har været forfangne, er overvægtige eller har kendt eller mistænkt insulin-dysregulering. Også heste med PPID kan have øget risiko, hvis sygdommen er forbundet med insulin-dysregulering.
En spækkam er derimod ikke i sig selv et tegn på forfangenhed. Den kan være en del af et billede med overvægt og uhensigtsmæssig fedtdeponering, som kan være forbundet med øget risiko.
"Vi ved, at spækkam generelt øger risikoen for forfangenhed, men det er ikke et direkte symptom. Det er ømme hove osv. til gengæld", fortæller Martha Voss.
Kend tegnene på forfangenhed
Forfangenhed er en smertefuld tilstand, og det er vigtigt at reagere hurtigt, hvis man får mistanke om, at hesten er ramt. De første tegn kan være diskrete. Derfor er det en god idé at kende hestens normale bevægelsesmønster og være opmærksom på forandringer.
Hold blandt andet øje med
- kort, stiv eller tøvende gang
- modvilje mod at gå eller vende
- ømhed, særligt på hårdt underlag
- tydelig puls i benene
- varme i hovene
- ændret vægtfordeling, hvor hesten forsøger at aflaste forbenene.
Ved mistanke om forfangenhed bør hesten fjernes fra græsset, bevægelsen begrænses, og dyrlægen kontaktes. Et dybt, blødt underlag kan samtidig være med til at mindske belastningen på hovene og dermed smerte/ubehag.
Selvom risikoen for forfangenhed er høj i foråret og forsommeren, så kan kalenderen ikke bruges som en garanti for, at risikoen er væk, når efteråret rammer.
For den enkelte hest handler det i høj grad om dens stofskifte, vægt, tidligere historik og den samlede mængde letfordøjelige kulhydrater, den får gennem foder og græs.
